junkfingers

i was was cuddling with the cat - then my fingers started to smell like pussy
i was peeling a grapefruit - then my fingers smelled like pussy
i was doing the dishes - pussy smell was on my fingers
i was talking on the phone with a friend - only smell on my fingers was pussy
i was putting up Ikea shelves - and my fingers smelled like pussy
i was cleaning my room - with smelly pussy fingers
i was smoking fags - but my fingers smelled like pussy
i dont know why..
i was writing a poem about my issues with my Anna - and they still smell like pussy

_________
The next day

i was was cuddling with the pussy - then my fingers started to smell like cat
i was peeling a pussy - then my fingers smelled like grapefruit
i was doing the pussy - dishes smell was on my fingers
i was talking on the phone with a pussy- only smell on my fingers was friend
i was putting up pussy - and my fingers smelled like Ikea shelves
i was cleaning my pussy - with smelly room fingers
i was smoking pussy - but my fingers smelled like fags
i dont know why..
i was writing a poem about my issues with my pussy - and they still smell like Anna

jeg bobler og flyver. giver fingeren til mit dankort er spærret den 4.
sætter af i hop og laver en pirouette videre, tager dig i hånden og hiver dig ind til mig. kigger i dine øjne og vinden tager mig med videre hvor jeg lader mig rive med, ud over taget på en høj bygning og bliver så til stjernestøv på himlen.

...

Jeg kunne skyde den person der opfandt dankortet - even though det ville blive en martyr død.

Miljøsvin

Lyv mig i hovedet. Lad mig mærke at du mener det. Lad mig føle dine kyniske ord prælle af min imprægnerede hud. Bare kom med det, for jeg skal vise dig. Jeg skal vise dig min ligegyldighed. Jeg skal vise dig hvor lidt det betyder, nu! Jeg er så ligeglad, det er jeg virkelig. Du er sidste års modeuge, jeg er kommet til næste kapitel. Ha. Jeg elsker når det sker, når jeg kommer folk i forkøbet og viser dem hvem der har skoene på. I hvert fald viser dem hvis tur det er til at blive snydt. Ikke blive såret. Det er min. Det er i min ret, for jeg kom dig i forløbet. Din forbandede nar. Det er hvad du er lige nu. Måske ikke nar, men noget tæt på. Jeg giver ikke op for bollemælk, for jeg er en fighter. Jeg er bare færdig med at fighte for dig. Det har du stort set ikke fortjent. Næ. Ikke det mindste. Du kan bare være ærlig, var det ikke dig, der snakkede om, at "med ærlighed kommer man længst" fordi du selv blev løjet lige op i næsen. Du fortjener en god gammeldags næsetyver, som dessert for de løgne du har indsnuset, og nu ånder ud i den O2 jeg skal indånde.
Ad.
Miljøsvin.

..

Hans blik blev sløret i det hans hjerterytme blev svagere. Trykken for hans bryst tog til. Han havde aldrig følt så kraftig en smerte. Åndenød. Menneskerne omkring ham gyngede. Han gyngede. Venstre arm dunkede. Hans knæ blev svage og de knækkede sammen under ham. Panik. Flokken omkring ham lignede en forvokset myretue, det kunne han skimte. Sort. Han forsvandt stille. Hans sind blev sløret og han kunne føle klumpen i maven blive større. Han frøs. Det gik op for ham at han måske aldrig ville se dem igen; Mor, far, søskende. Hans kone og to børn. Det var hans sidste tanker før han så det skarpe lys. Et kraftigt hvidt lys og en dame stod bøjet overham. Alt var så hvidt og skinnende. Hvidt tøj. En mand kom til syne. Ansigterne. De stirrede alvorligt på ham. Han huskede intet, hvordan var han endt der? Hans tanker fløj tilbage til da han lå med åben skjorte midt på den store plads, med armene ud til siden og benene løftet op mod en pæl. Han kunne se sig selv ligge der. Oppefra. Var det ham? Smerte, kunne man mærke smerte i himlen? Han prøvede forgæves at flytte på sin krop. Damen over ham lukkede hans øjne i, men han kunne stadig se hende. Hendes skygge forsvandt. Nu var der kun det skarpe lys. Noget rørte hans ene storetå. En sløjfe blev bundet og hans båre flyttede sig. Han kunne kun se loftet. Lampe, loft, lampe, loft. Lange gange, mennesker gik forbi og kiggede medlident på ham. Han forstod det ikke. Han kunne føle og se, men ingen reagerede. Han blev drejet fra til et lille rum. Hvidt. Mennesker han kendte stod samlet omkring ham, hvorfor græd de? Var de ikke glade for at se ham. Han ville række sin arm ud mod sin ene datter, men intet skete. Hun vendte sig grædende om i moderens farm. Alle græd. Pludselig løftede konen hans hånd, hun kyssede den og bevægede sine læber, men ingen lyd kom ud. Først der, gik det op for ham hvor stille der var. Alle græd tavse, der var ingen lyd når deres munde bevægede sig. Han blev bange. Han ville råbe at de ikke måtte gøre det mod ham. Men ingen reagerede. Hvorfor?En læge kom til syne over ham, hun lagde et hvidt lagen på hans krop. Over ansigtet. Han ville græde, men det kunne han ikke. Hvorfor kunne han intet? Hvad var der sket? Hvorfor gjorde folk ikke noget. Det sidste han mærkede var en hånd på hans arm. Så kom kulden, så mørket. Han lå der i kulden og rystede. Deres næste møde var i kirken. Han var endelig kommet ud af fangeskabet, uviden om hvad det næste, der ville ske var. Kirken. Folk i sort. Tårer. Lydløst. Graven. Det var håbløst at få det stoppet. Han var hjælpeløs, og alene. Han ville ønske der var en til at gøre ham rolig. Hvis bare folk vidste hvad han gik igemmen, alene.

...

Hendes krop dirrede af frygt og adrenalin. Det blodige sted dunkede. En kraftig smerte spredte sig, som hendes ben havde gjort for under en halv time siden. Den var ulidelig, smerten. Tågen fra hendes mund blandede sig med den fugtige luft ved søen. Hun forsøgte at få de små shorts lukket med hendes frosne hænder. Hendes kræfter var forsvundet. Smerten blev værre og værre. Hun krøllede sig sammen. Hver gang hun lukkede øjnene så hun ham. Hun kunne stadig mærke hans hænder. Hver muskel i hendes krop var spændt. Hun holdte sine ben ind til sig. Med neglende prøvede hun at få smerten andre steder hen. Uden held. Tankerne fløj gennem hendes hovede. Hvor blev de andre af? Hvad skete der? Hun prøver forgæves at huske den sidste time. Den sidste time som teenager. Hun bed tænderne sammen og skreg alt hvad hun kunne. Hun lå der. Alene på en bar plet i skovbunden, ved siden af den dampende sø, hvor månen spejlede sit narcisistiske ydre.Hun prøvede at sætte sig op. Blodet strammede på hendes lår. Størknet blod. Smerte. Hendes øjenlåg var trætte. Hun kunne ikke holde dem åbne mere. Kun når hun lukkede dem, fik hendes indre billeder øjnene til at stå vidt åbne igen. De brændte. Hun blinkede og tårene fik frit løb. Der var ikke mere i hende. Hun var ligeglad. Der var kun et stort tomt hul i hende. Ikke andet. Var det sådan det skulle føles at blive 18? Det de voksne kaldte ansvarlig - kaldte hun for helvede.

..

Du kommer når jeg mindst venter dig. Sniger dig bagfra, giver mig det velkendte, ubehagelige sug i maven, kramper min hjerne, blokerer min vejrtrækning, trækker alt farve ud af mit skind. Jeg lever med dig selvom det føles som om du tager livet fra mig. Hvergang tager du noget, min evne til at føle mig fri, føle mig ung og føle mig glad, tryg.. Mig!
Hvor jeg mødte dig, husker jeg kun meget svagt. Hvad var det du gjorde, da jeg valgte helt uprovokeret at tage ja-hatten på og vel mødte med banner og flag. Jeg vil af med dig igen, du får mig til at rådne, du ved det jo.
Jeg har prøvet at tegne dig, analysere dig, prøver du at hjælpe mig et sted hen? I så fald er det den forkerte vej, den vej skal jeg ikke.
Forsvind!
Når jeg lader blikket glide på dig, ser jeg døden. Du skal gå nu, vi er færdige sammen fru angst.

br0nx luv

I hope you will agree, when i say the numbers 143
And i say this my sun, because truely it's 831.

fingerbabies

Det er helt forkert. Systemet. Jeg forstår ikke hvordan et land kan have en holdning til nogle mennesker, som kun gør det rigtige for dem selv. Hvordan kan de tillade sig at fratage mennesker, det mest naturlige i hele verden - kærligheden for et andet menneske. Fordi det menneske har samme køn som én selv, eller fordi det andet menneske ikke føler sig tilpads som Frederikke, men som Frederik.

Der bliver prædiket om menneskerettigheder på den ene og anden måde. Men når det kommer til noget så simpelt som retten til at elske en person af samme køn, bliver det hele så forkert. Giv mig en grund til at det er forbudt. Giv mig et argument for hvorfor Laura og Maja ikke må få lov til at adoptere et barn, mens Karsten og Lone kommer højerer op på ventelisten. Det er navne. Det er køn. Hvorfor må Laura og Maja ikke blive gift i kirken, når Karsten og Lone, der ikke tror på Gud eller kristendommens andre forskruede fantasi væsner, er mere end velkommende i kirken. Hvor kommer det fra, at to af samme køn, som finder sammen, ikke er raske i hovedet og ikke kan forsørge et barn ordenligt? Det er fanatisk, altså.

Det er meget muligt, at det er lovligt fra regeringens side i Danmark at Laura og Maja går ned ad gaden med flettede fingre. Men det ændre ikke på at der bliver sendt blikke og tænkt tanker, mere end hvis Karsten og Lone gjorde det.

Men så er det jo godt at i dag, den 17 Marts 2009, blev det vedtaget at homoseksuelle må adoptere. Jeg ved ikke om jeg skal takke, eller tage det som en selvfølge. Jeg vælger det sidste, for egentlig har jeg intet at takke vores regering for.

..

Dit ansigt er printet bag min pande. Jeg er angst. Du har røvet dele af min frihed. Men var det ikke det du ville? Var din plan i virkeligheden ikke, at få mig ude af den? Ville du mig egentlig noget godt? Dine hensigter var jo tydelige. Din forpulede idiot. Hvor er mennesket bag din kyniske facade - der er intet menneske bag dig. Du er syg!
Den by jeg kaldte min by, tog du fra mig. Nu er det din by. Jeg har ikke noget at gøre der mere. Jeg er bange for at færdes på gaden. Jeg kigger konstant efter dig. Hvis du er der vil jeg væk. Jeg vil aldrig se dit ansigt mere! Du skal forsvinde fra jordens overflade. Langt væk. Længere. Jeg hader dig. Jeg direkte hader dig. Så længe du lever, vil jeg leve i rædsel. Jeg forstår ikke hvordan du kan leve med dig selv. Hvordan du kunne gøre det mod et andet menneske. Jeg ville dig kun godt. Jeg prøvede at snakke med dig om dine problemer. Det eneste du fortalte mig var at du ville dræbe mig, og alle jeg kendte. Ikke ligefrem måden at vise forelskelse på. For det var du vel, du var forelsket i mig. Måske nærmere besat af mig. Fuck dig! Fuck dig! Kan du forstå det? Mit had til dig er så enormt, din lille forbande...
Jeg har lyst til at vise dig hvor meget du har ødelagt mig inden i, men jeg håber at du er klar over hvad du har gjort. At du ved det var forkert, og at du har svært ved at leve med tanken om det du gjorde mod mig. Lad din (manglede) samvittighed æde dig op indefra. Langsomt. Smertefuldt og brutalt. Lad din samvittighed vise hvilke fatale ødelæggelser du har gjort mig. Jeg er rasende. Rasende over du tog min by fra mig. Det sted hvor jeg følte mig så tryg og sikker - og glad! Jeg var villig til at dele med dig, ikke mere. Aldrig!
Du tog min fremtid fra mig. Mine drømme og ønsker ligger i ruiner, men jeg har fundet en flugt vej, og den er langt væk fra dig. Men Danmark er lille, og det er stadig for tæt på. Dine opkald, dine trusler og dine forfølgelser var det mindste, men at blande min familie ind i det var dråben. Kan du forstå det? Jeg var så bange. Bange for hvad du ville gøre mig... og dem.
Du er langt ude. Langt ude siger jeg dig.
Jeg håber dig intet godt. Tænk at jeg overhovedet brugte tid af mit liv på at skrive om dig, for du fortjener det ikke.

..

Jeg har intet fornuftigt at sige, igen et problem. Ret underligt når man tænker på hvor mange tanker der strømmer gennem mit hovede for tiden; er jeg ikke en god ven, glemmer folk hvad venskab betyder - eller er det mig der glemmer at pleje det? Er livet kun til for at leve i et spørgsmål om hvornår man finder sig selv, og er facit på én selv er døden, for det er vel først dér man finder ud af hvem man i virkeligheden er - eller var.

Jeg tror at svaret på de fleste af mine spørgsmål er det samme; glem det! Jeg skal bare glemme alle mine uopklarede mysterier og fustrationer og leve mit liv, og så skal det nok falde på plads. Men det er svært, meget svært.

Hvor er mine grænser? Jeg tror jeg tabte dem sammen med et selvværd og mit ego. De ligger et sted tilbage i tiden, men kan det passe jeg skal gå den lange vej, 17 år, tilbage i tiden for at finde det og samle det hele op for så at leve igen? - egentlig ikke hvad jeg finder mest tiltrækkende lige nu, overhovedet!
Jeg sidder vel lidt og håber på der pludselig skulle komme en person forbi, som samlede det op da jeg tabte det, og nu kun venter på at jeg stopper op i min rasende fart frem og kigger tilbage. Ser dig, men jeg gør det ikke, for jeg kan ikke se ud over min mur, som jeg så fint har fået opbygget.
Jeg sidder fast i et bur af selvmillidenhed og mindreværds komplekser for ikke at tale om alt den egoisme der et eller andet sted også ligger der, den negative af slagsen. Hvorfor prøver jeg så hårdt at bryde væggen foran mig ned, hvor de eneste der står er dem jeg ikke kender, endnu. Hvorfor banker jeg ikke den bagerste væg ned og ser alle jer, fantastiske mennesker, der har gjort mig til den jeg er i dag - fordi jeg ikke kan? Det må være løgn igen. For det kan jeg, alt er muligt, hvis bare man har viljen, men er det fordi jeg ikke vil? Jeg tvivler, for det er det jo tydeligvis. Men jeg er bange, jeg er bange for at i har glemt mig, eller at i ikke vil mig mere, så jeg søger andre flugtveje.
I siderne står de folk der altid vil følge mig, og som føler jeg tager dem for givet, dem jeg ikke behøver at pleje - for hey, i er der jo altid for mig, men snart ikke mere, for nu længere frem jeg kommer nu mere går i i stå, og finder ud af jeg tager jer for givet, ikke fordi jeg vil det, for helvede! Jeg elsker jer, og i må forstå der er noget der ikke er sat ordenligt sammen i mit hovede, der er et puslespil jeg har samlet forkert. Undskyld!
Jeg prøver så hårdt jeg kan at få det fixet så i ikke skal føle jer spildt, for det er i ikke!
Jeg er mundlam nu, og har ikke mere at sige andet end at jeg prøver at banke de rigtige vægge ned fra nu af, tilgiv mig..

Hvor ligger Lykken?

Så har man hørt dét med, man forelsker sig fordi man er deprimeret, og fordi man vil have en der kan glæde sig. Hvis du var selvtilfreds og glad, ville chancen for at forelske dig være noget nær ueksisterende. Det er sørgeligt, tanken.

Kvinde menneske, jeg savner noget, det er ikke dig. Det er mere dét noget, omkring dig. For der er ikke noget ved dig jeg kan savne. Det er ikke det værd. Måske er der noget jeg kan savne ved dig, som øjne, mund, hænder og duft - men hvor er hjertet og hvor er følelsen og trygheden, det jeg burde savne, det findes ikke, ikke i mit savn - for du gav mig aldrig muligheden for at nå så langt, du smed mig af på vej mod lykken, det sted jeg aldrig har besøgt. Mange har været der, de sagde det var noget så simpelt som at sætte sig i en bil med familien, og vupti man var i Lykken. Efter en uge, forlod man stedet - hvad fik man ud af det? En uge i Lykken med familien, i fuld klarhed om, at den skulle forlades igen. Jeg har opgivet at besøge Lykken, jeg ville ikke kunne finde derhen, og jeg har ingen bil. To gode nok grunde. Hvorfor opleve lykken når du ikke kan være sikker på at beholde den, eller blive der. Hvad end lykken er, tiltrækker den mig ikke, ikke mere.
Men du gjorde, mere end du troede - mere end jeg troede. Forfærdeligt som du kunne snyde mig, magen til ambivalente følelser skal man lede længe efter, men jeg var den heldige person der fandt dem - uden bil, forældre eller Lykken. Måske var det en lektie, til mig selv. Du var måske fristelsen, der skulle give mig hvad jeg selv giver folk - håb. Et ynkelig håb, om at det var dig der skulle køre mig til Lykken, hvor vi skulle stille telt op, have bål og sove primitivt og finde kærlighed i Lykken - derfor aldrig forlade stedet igen. Men du snød mig, var jeg for naiv? - Ér jeg for naiv? Overreagerer jeg? - bare en smule.
Du viste mig en ny side af mig selv, en mere kærlig side. Men tro ikke du kan snørrer mig om din lillefinger, den er jeg færdig med at flette, frøken. Jeg prøver at være ligeglad. Men tro ikke at der går en dag uden dit navn har vist sig i mit indre. Du er der når jeg vågner til jeg går i seng. Du er der når jeg laver mad, køre i tog, drømmer, selv når jeg er i bad. Det nytter ikke noget, for vi er for forskellige. Vi kunne umuligt finde dét. Hvor simpelt det end lyder - bare at finde den manglende brik, så finder vi den ikke - du finder den ikke, jeg har fundet den, men du ved det ikke, og du må aldrig vide det. Mit puslespil er lagt og ødelagt, nu er brikken forsvundet igen, og det hele er din skyld, pige.
Forelskelse - en lang deprission, godt jeg aldrig har været forelsket. Jeg har bare været opslugt. Er det en løgn? Kan man være opslugt i måneder, for du er ikke den første der sparker mig bagover, og opsluger mig. Hvordan kan i gøre det, de ord - eller mangel på samme, sparker mig omkuld, og intet er kraftigt nok til at rejse mig op fra mit fald, ikke andet end tid.
Lykken.. Hvor ligger det sted? - jeg vil finde det, besøge det, for så at forlade det igen, og se om det var hele oplevelsen værd. Hvis jeg finder det, hvem skal hjælpe mig på vildspor næste gang?
Im so naive.

nydelsen ved at komme tættere på døden

Jeg sidder og stirrer ind i en skærm, og min hånd bevæger sig automatisk, uden at tænke videre over det, over mod dig. Du ved, at det jeg skal til nu, er farligt. Jeg tager fat om din glatte og skrøbelige overflade, et lidt for hårdt klem på dig, kan betyde ødelæggelse. Jeg stikker mine fingre ned i dig, for at få dine kostbare og vanedannende skatte op, jeg finder en, den sidste. Din sidste værdifulde skat, jeg sætter den mellem mine læber, og kvaser dig, mens lyden af folie vibrer op fra min knyttede næve.
Jeg tager vores mellemled, den ting der holder os begge kørende, barnet uden sin mor, er som dig og mig uden flammen, den kommer nærmerer, med en rystende hånd laver jeg bevægelsen, den som gør at min krop kan slappe af. Jeg suger til, og lukker kort mine øjne i nydelsens øjeblik. Når jeg åbner mine øjne og tager dig mellem mine fingre, der hvor du sidder bedst - mellem pege- og langefingeren, puster jeg nydelsen ud af mine lunger, ud i rummet hvor den efter ert split sekundt forsvinder. Endnu et sug fra dig, du forstår at få mig ned når jeg har brug for det, du får mig til at slappe af når jeg mangler det, du får mig til at snakke - blive social, du er der når jeg griner, du er der når jeg er fuld, du er altid klar på at gøre mine tømmermænd dét slemmere - dét bedre. Du er der altid, hvis jeg husker det, du er der altid, klar til at hjælpe, men det er mig der skal sørge for det, huske det.
Det er dig der gør mig rasende når jeg er broke, det er dig der giver mig hedeture når du er væk, det er dig der gør mig rastløs når du er færdig, det er dig der efterlader mig, når du slukker. Det er dig, der får folk til at kigge ondt, det er dig der får folk til at be mig om at gå, det er dig der får rasende mødre til at råbe. Det er dig der gør mig bange når folk siger jeg burde stoppe, det er dig der gør mig parnoid når jeg ikke kan få luft, det er dig der gør mit smil gulere, det er dig der får min krop til at sitre, det er dig der får min til at lugte, du gør mine negle gule, det er dig der vælger hvilken bar jeg vil på - den hvor du må være inde, eller der hvor jeg skal fryse for dig. Det er dig der snævre min hverdag, det er dig der gør mig syg, det er dig der der er yderst skadelig for mig og mine omgivelser, det er dig man skal have hjælp til at holde op med ved at ringe; 80313131.
Du får mig tættere på døden, det er dig der slukker mine sekunder som jeg slukker dig nu, til lyden af glød mod porcelæn, det er dig der ligger der nede, sammen med dine artsfælder, krøllet og nu ligegyldig, klar til at smide ud. Tak for de 7 minutter, som du gav mig, og tog fra mig igen.
Jeg nyder det. Forbandethed!

lortlortlort

Okay, jeg gjorde det - altså oprettede den her blog ish thing, og så gennem vred jeg min hjerne for et emne jeg kunne spytte ud med, som så endte med at jeg vil opsamle min uge - super kreativt og nyt, jeg ved det, bare giv med kudos senere.

Se ikke engang dét emne kan jeg komme godt fra start med, altså. Verden er ikke så lys som skærmen er for tiden. Mit hovede snurre og jeg er super anspændt, eller faktisk ikke mere, ikke lige nu. Men det var jeg, for to søndage siden (eller var det sidste søndag?). Jeg viser gerne mine fustrationer, så lad mig gengive min blog (den uofficielle af slagsen);

"Det er officielt den mest emorige søndag, i mit forvirrede hovede. Jeg kan ikke noget, jeg kan ikke konverserer med mennesker og jeg kan ikke trække vejret, men jeg kan tænke, og jeg gør det. Jeg tænker så meget, at jeg føler en form for sindsyghed på øverste. Jeg er sur på mig selv, også lidt på andre, men det stammer nok også fra mine egne sure opstød.Jeg ved faktisk ikke engang om jeg er sur, men en ting kan jeg slå fast med sikkerhed, forvirret med kraft på F, ja det er jeg. Det er jeg faktisk altid, men ikke så meget som jeg er lige nu, på dette tidspunkt. Det som sker der oppe, i det smukke, fangende og utrolig uforklarelige sted, dér burde alt handle om mig, det eneste sted hvor jeg virkelig ønsker alt skulle handle om mig. Det sted er slet ikke klar endnu, selvom jeg er - mere end nogensinde før. Jeg er super klar. Men hvor er vejen til stedet? Jeg vil finde vejen, og gøre det på min måde, så stedet er åbent og klar til at fokuserer på mig. Det giver måske mening, et sted.. dét sted. Ud over mine utrolig store fustrationer, var weekenden rar, og jeg har vågnet af mig selv tidligt hver morgen. Men ja, rar weekend, og lad os slutte der og sige tak. mhm."
- Sad but true, jeg havde nogle små fustrationer der skulle ud. Men ambivalente følelser, fra folk man ikke helt kender, men gerne ville komme til.. de gør en sådan, bare så i ved det. ha

Jeg har forresten fundet sangen over dem alle, sådan i overdrivelsens verden, den er fantastisk smuk og jeg er vild med den; "I cant do the talk like they talk on tvAnd I cant do a love song like the way its meant to beI cant do everything but Id do anything for youI cant do anything except be in love with you" . Ej men hvor er det altså smukt sagt Mark, det giver jeg dig! Kudos til min storebror for at åbne musik scenen for mig, og give mig cder med hans musik til samtlige af mine fødselsdage de sidste... 7 år, næsten. Men hey, kudos kalle, kudos!

Når vi nu er i den vilde åbenbarings verden, kan jeg ligeså godt komme med et udbrud skråstreg en confession, og det er at jeg her med er blevet appelsinjuice-on-the-rocks-aholic. mhm, nøj hvor gør det altså meget ved et glas appelsinjuice at der er isterningerne, man bruger munden på en helt anden måde, til at drikke med altså. Hvor er det bare godt tænkt, ja!
Den der ambivalente følelse af varm og kold der sådan blandes, når juicen altså ikke har været på køl, men er helt nykøbt og hyldevarm. ha.

Noget der kan gøre mig noget så utilpads og aggressiv (hvilket ligger i mine gener at være, åbenbart) er at jeg ikke kan tåle kaffe, og slet ikke før klokken 12 på en tømmermænds morgen med tom mave, når din brors venner serverer døds kaffen, den seriøse af slagsen, lige før det bliver en 7 dobbelt expresso, dén kaffe er en hård negl at sluge (eller hvad man siger), og den giver dig et seriøst, og til dels fatalt koffein chok. Jeg rystede og måtte tvinge min shaky body ud i køkkenet og lave græsk salat, for det er åbenbart det eneste man, som veganer, kan få i en kød facistisk lejlighed. hmf.

Nu går mine fustrationer automatisk over på facebook, hvilket har mange sider af en sort og dyster - og meget fustrerende sag; for det første, hvordan kan det lade sig gøre, at facebook er mere omtalt end tsunamien, da den poppede toppen af poppen? (rim og remser, vi elsker det) og for det andet, hvornår ser vi anden udgave af den super asociale knap "Mia Flicka Pipaluk Højtved, kan godt lide dette" - nej, stop nu! hurtigt, det er super ærgeligt, som om internettet ikke er asocialt nok i forvejen, nu skal man ikke engang bruge 0,40 sekunder på at skrive "own nok alligevel", nu trykker du på en knap, og så kan personen sidde dér og vide du syntes om det. Wow, ligegyldigt alligevel, det siger jeg bare. ha!

Måske skulle jeg til at gå lidt i hjernegymnastik og finde et mere "miss usa" emne, som... Paradise hotel - det slog mig lige, hvad skete der for dem og deres rådne "hvis du var statsminister, hvad ville du så ændre?" jeg sad næsten og blev helt ked af det, da jeg hørte deres super ærgelige svar - og hende der ikke engang vidste hvad man kunne, altså hvor er det tragisk. Det er sådan nogle mennesker der er med til at gøre vores samfund så super facistisk og ubegribeligt dårligt. Skatten sank, sammen med den klump spyt de havde i munden, da de ikke kunne synke dybere. Sørgeligt, og så klager de over at der ikke er penge nok til diverse ting og sagde - klart nok idioter altså, hvor tror i pengene kommer fra? Jeg starter et Peter Pan samfund snart og så skal de se hvordan man kan handle it - selvmodsigelse, im living for it, og helst på kanten. Det er det jeg gør aller bedst. Ja.

Hvor kom vi fra? at jeg skulle opsamle mit liv, eller måske ikke helt, men det sidste stykke tid.. Nu gik jeg i stå igen. Det samme gjorde min musik, men gang i musikken og så er der gang i mig igen. Fik jeg nævnt, eller bare listet ind, at jeg har fri i morgen? - bare for at være super uinteressant, jeg skal hente Mette på gymnasiet, og med bussen, ja den bus man næsten troede ikke fandes. Ubegribeligt hvor dyrt det er blevet at køre med offentlig transport, en busbillet, eller mangel på samme, er super overvurderet, du betaler hvad - 17 kroner for et stykke papir, hvis du overhovedet gør det og så kan du glæde dig over at du - ja hvad kan du glæde dig over at du gjorde? betalte det samme som du havde gjort i bil for det lille stykke du skulle? folks, nu taler jeg (næsten) af erfaring, og høje priser er ikke lige frem the edge for at få folk til at cruise i en svedlugtende, klimaforvirret og endda rygefri bus eller tog for den sags skyld, når de kunne køre, endda med mere optimale omgivelser - ikke fordi jeg opfordre til det, kun lidt, eller nej. Man skal tænke på miljøet, ja og jeg er på et sidespor lige nu og taster mange bogstaver og mellemrum sammen og prøver at få en sammenhæng, uden held - jeg stopper her..

og jeg fik ikke rigitg noget ud af det. Men måske mere end dig?