Så har man hørt dét med, man forelsker sig fordi man er deprimeret, og fordi man vil have en der kan glæde sig. Hvis du var selvtilfreds og glad, ville chancen for at forelske dig være noget nær ueksisterende. Det er sørgeligt, tanken.
Kvinde menneske, jeg savner noget, det er ikke dig. Det er mere dét noget, omkring dig. For der er ikke noget ved dig jeg kan savne. Det er ikke det værd. Måske er der noget jeg kan savne ved dig, som øjne, mund, hænder og duft - men hvor er hjertet og hvor er følelsen og trygheden, det jeg burde savne, det findes ikke, ikke i mit savn - for du gav mig aldrig muligheden for at nå så langt, du smed mig af på vej mod lykken, det sted jeg aldrig har besøgt. Mange har været der, de sagde det var noget så simpelt som at sætte sig i en bil med familien, og vupti man var i Lykken. Efter en uge, forlod man stedet - hvad fik man ud af det? En uge i Lykken med familien, i fuld klarhed om, at den skulle forlades igen. Jeg har opgivet at besøge Lykken, jeg ville ikke kunne finde derhen, og jeg har ingen bil. To gode nok grunde. Hvorfor opleve lykken når du ikke kan være sikker på at beholde den, eller blive der. Hvad end lykken er, tiltrækker den mig ikke, ikke mere.
Men du gjorde, mere end du troede - mere end jeg troede. Forfærdeligt som du kunne snyde mig, magen til ambivalente følelser skal man lede længe efter, men jeg var den heldige person der fandt dem - uden bil, forældre eller Lykken. Måske var det en lektie, til mig selv. Du var måske fristelsen, der skulle give mig hvad jeg selv giver folk - håb. Et ynkelig håb, om at det var dig der skulle køre mig til Lykken, hvor vi skulle stille telt op, have bål og sove primitivt og finde kærlighed i Lykken - derfor aldrig forlade stedet igen. Men du snød mig, var jeg for naiv? - Ér jeg for naiv? Overreagerer jeg? - bare en smule.
Du viste mig en ny side af mig selv, en mere kærlig side. Men tro ikke du kan snørrer mig om din lillefinger, den er jeg færdig med at flette, frøken. Jeg prøver at være ligeglad. Men tro ikke at der går en dag uden dit navn har vist sig i mit indre. Du er der når jeg vågner til jeg går i seng. Du er der når jeg laver mad, køre i tog, drømmer, selv når jeg er i bad. Det nytter ikke noget, for vi er for forskellige. Vi kunne umuligt finde dét. Hvor simpelt det end lyder - bare at finde den manglende brik, så finder vi den ikke - du finder den ikke, jeg har fundet den, men du ved det ikke, og du må aldrig vide det. Mit puslespil er lagt og ødelagt, nu er brikken forsvundet igen, og det hele er din skyld, pige.
Forelskelse - en lang deprission, godt jeg aldrig har været forelsket. Jeg har bare været opslugt. Er det en løgn? Kan man være opslugt i måneder, for du er ikke den første der sparker mig bagover, og opsluger mig. Hvordan kan i gøre det, de ord - eller mangel på samme, sparker mig omkuld, og intet er kraftigt nok til at rejse mig op fra mit fald, ikke andet end tid.
Lykken.. Hvor ligger det sted? - jeg vil finde det, besøge det, for så at forlade det igen, og se om det var hele oplevelsen værd. Hvis jeg finder det, hvem skal hjælpe mig på vildspor næste gang?
Im so naive.
tirsdag den 24. februar 2009
mandag den 23. februar 2009
nydelsen ved at komme tættere på døden
Jeg sidder og stirrer ind i en skærm, og min hånd bevæger sig automatisk, uden at tænke videre over det, over mod dig. Du ved, at det jeg skal til nu, er farligt. Jeg tager fat om din glatte og skrøbelige overflade, et lidt for hårdt klem på dig, kan betyde ødelæggelse. Jeg stikker mine fingre ned i dig, for at få dine kostbare og vanedannende skatte op, jeg finder en, den sidste. Din sidste værdifulde skat, jeg sætter den mellem mine læber, og kvaser dig, mens lyden af folie vibrer op fra min knyttede næve.
Jeg tager vores mellemled, den ting der holder os begge kørende, barnet uden sin mor, er som dig og mig uden flammen, den kommer nærmerer, med en rystende hånd laver jeg bevægelsen, den som gør at min krop kan slappe af. Jeg suger til, og lukker kort mine øjne i nydelsens øjeblik. Når jeg åbner mine øjne og tager dig mellem mine fingre, der hvor du sidder bedst - mellem pege- og langefingeren, puster jeg nydelsen ud af mine lunger, ud i rummet hvor den efter ert split sekundt forsvinder. Endnu et sug fra dig, du forstår at få mig ned når jeg har brug for det, du får mig til at slappe af når jeg mangler det, du får mig til at snakke - blive social, du er der når jeg griner, du er der når jeg er fuld, du er altid klar på at gøre mine tømmermænd dét slemmere - dét bedre. Du er der altid, hvis jeg husker det, du er der altid, klar til at hjælpe, men det er mig der skal sørge for det, huske det.
Det er dig der gør mig rasende når jeg er broke, det er dig der giver mig hedeture når du er væk, det er dig der gør mig rastløs når du er færdig, det er dig der efterlader mig, når du slukker. Det er dig, der får folk til at kigge ondt, det er dig der får folk til at be mig om at gå, det er dig der får rasende mødre til at råbe. Det er dig der gør mig bange når folk siger jeg burde stoppe, det er dig der gør mig parnoid når jeg ikke kan få luft, det er dig der gør mit smil gulere, det er dig der får min krop til at sitre, det er dig der får min til at lugte, du gør mine negle gule, det er dig der vælger hvilken bar jeg vil på - den hvor du må være inde, eller der hvor jeg skal fryse for dig. Det er dig der snævre min hverdag, det er dig der gør mig syg, det er dig der der er yderst skadelig for mig og mine omgivelser, det er dig man skal have hjælp til at holde op med ved at ringe; 80313131.
Du får mig tættere på døden, det er dig der slukker mine sekunder som jeg slukker dig nu, til lyden af glød mod porcelæn, det er dig der ligger der nede, sammen med dine artsfælder, krøllet og nu ligegyldig, klar til at smide ud. Tak for de 7 minutter, som du gav mig, og tog fra mig igen.
Jeg nyder det. Forbandethed!
Jeg tager vores mellemled, den ting der holder os begge kørende, barnet uden sin mor, er som dig og mig uden flammen, den kommer nærmerer, med en rystende hånd laver jeg bevægelsen, den som gør at min krop kan slappe af. Jeg suger til, og lukker kort mine øjne i nydelsens øjeblik. Når jeg åbner mine øjne og tager dig mellem mine fingre, der hvor du sidder bedst - mellem pege- og langefingeren, puster jeg nydelsen ud af mine lunger, ud i rummet hvor den efter ert split sekundt forsvinder. Endnu et sug fra dig, du forstår at få mig ned når jeg har brug for det, du får mig til at slappe af når jeg mangler det, du får mig til at snakke - blive social, du er der når jeg griner, du er der når jeg er fuld, du er altid klar på at gøre mine tømmermænd dét slemmere - dét bedre. Du er der altid, hvis jeg husker det, du er der altid, klar til at hjælpe, men det er mig der skal sørge for det, huske det.
Det er dig der gør mig rasende når jeg er broke, det er dig der giver mig hedeture når du er væk, det er dig der gør mig rastløs når du er færdig, det er dig der efterlader mig, når du slukker. Det er dig, der får folk til at kigge ondt, det er dig der får folk til at be mig om at gå, det er dig der får rasende mødre til at råbe. Det er dig der gør mig bange når folk siger jeg burde stoppe, det er dig der gør mig parnoid når jeg ikke kan få luft, det er dig der gør mit smil gulere, det er dig der får min krop til at sitre, det er dig der får min til at lugte, du gør mine negle gule, det er dig der vælger hvilken bar jeg vil på - den hvor du må være inde, eller der hvor jeg skal fryse for dig. Det er dig der snævre min hverdag, det er dig der gør mig syg, det er dig der der er yderst skadelig for mig og mine omgivelser, det er dig man skal have hjælp til at holde op med ved at ringe; 80313131.
Du får mig tættere på døden, det er dig der slukker mine sekunder som jeg slukker dig nu, til lyden af glød mod porcelæn, det er dig der ligger der nede, sammen med dine artsfælder, krøllet og nu ligegyldig, klar til at smide ud. Tak for de 7 minutter, som du gav mig, og tog fra mig igen.
Jeg nyder det. Forbandethed!
lortlortlort
Okay, jeg gjorde det - altså oprettede den her blog ish thing, og så gennem vred jeg min hjerne for et emne jeg kunne spytte ud med, som så endte med at jeg vil opsamle min uge - super kreativt og nyt, jeg ved det, bare giv med kudos senere.
Se ikke engang dét emne kan jeg komme godt fra start med, altså. Verden er ikke så lys som skærmen er for tiden. Mit hovede snurre og jeg er super anspændt, eller faktisk ikke mere, ikke lige nu. Men det var jeg, for to søndage siden (eller var det sidste søndag?). Jeg viser gerne mine fustrationer, så lad mig gengive min blog (den uofficielle af slagsen);
"Det er officielt den mest emorige søndag, i mit forvirrede hovede. Jeg kan ikke noget, jeg kan ikke konverserer med mennesker og jeg kan ikke trække vejret, men jeg kan tænke, og jeg gør det. Jeg tænker så meget, at jeg føler en form for sindsyghed på øverste. Jeg er sur på mig selv, også lidt på andre, men det stammer nok også fra mine egne sure opstød.Jeg ved faktisk ikke engang om jeg er sur, men en ting kan jeg slå fast med sikkerhed, forvirret med kraft på F, ja det er jeg. Det er jeg faktisk altid, men ikke så meget som jeg er lige nu, på dette tidspunkt. Det som sker der oppe, i det smukke, fangende og utrolig uforklarelige sted, dér burde alt handle om mig, det eneste sted hvor jeg virkelig ønsker alt skulle handle om mig. Det sted er slet ikke klar endnu, selvom jeg er - mere end nogensinde før. Jeg er super klar. Men hvor er vejen til stedet? Jeg vil finde vejen, og gøre det på min måde, så stedet er åbent og klar til at fokuserer på mig. Det giver måske mening, et sted.. dét sted. Ud over mine utrolig store fustrationer, var weekenden rar, og jeg har vågnet af mig selv tidligt hver morgen. Men ja, rar weekend, og lad os slutte der og sige tak. mhm."
- Sad but true, jeg havde nogle små fustrationer der skulle ud. Men ambivalente følelser, fra folk man ikke helt kender, men gerne ville komme til.. de gør en sådan, bare så i ved det. ha
Jeg har forresten fundet sangen over dem alle, sådan i overdrivelsens verden, den er fantastisk smuk og jeg er vild med den; "I cant do the talk like they talk on tvAnd I cant do a love song like the way its meant to beI cant do everything but Id do anything for youI cant do anything except be in love with you" . Ej men hvor er det altså smukt sagt Mark, det giver jeg dig! Kudos til min storebror for at åbne musik scenen for mig, og give mig cder med hans musik til samtlige af mine fødselsdage de sidste... 7 år, næsten. Men hey, kudos kalle, kudos!
Når vi nu er i den vilde åbenbarings verden, kan jeg ligeså godt komme med et udbrud skråstreg en confession, og det er at jeg her med er blevet appelsinjuice-on-the-rocks-aholic. mhm, nøj hvor gør det altså meget ved et glas appelsinjuice at der er isterningerne, man bruger munden på en helt anden måde, til at drikke med altså. Hvor er det bare godt tænkt, ja!
Den der ambivalente følelse af varm og kold der sådan blandes, når juicen altså ikke har været på køl, men er helt nykøbt og hyldevarm. ha.
Noget der kan gøre mig noget så utilpads og aggressiv (hvilket ligger i mine gener at være, åbenbart) er at jeg ikke kan tåle kaffe, og slet ikke før klokken 12 på en tømmermænds morgen med tom mave, når din brors venner serverer døds kaffen, den seriøse af slagsen, lige før det bliver en 7 dobbelt expresso, dén kaffe er en hård negl at sluge (eller hvad man siger), og den giver dig et seriøst, og til dels fatalt koffein chok. Jeg rystede og måtte tvinge min shaky body ud i køkkenet og lave græsk salat, for det er åbenbart det eneste man, som veganer, kan få i en kød facistisk lejlighed. hmf.
Nu går mine fustrationer automatisk over på facebook, hvilket har mange sider af en sort og dyster - og meget fustrerende sag; for det første, hvordan kan det lade sig gøre, at facebook er mere omtalt end tsunamien, da den poppede toppen af poppen? (rim og remser, vi elsker det) og for det andet, hvornår ser vi anden udgave af den super asociale knap "Mia Flicka Pipaluk Højtved, kan godt lide dette" - nej, stop nu! hurtigt, det er super ærgeligt, som om internettet ikke er asocialt nok i forvejen, nu skal man ikke engang bruge 0,40 sekunder på at skrive "own nok alligevel", nu trykker du på en knap, og så kan personen sidde dér og vide du syntes om det. Wow, ligegyldigt alligevel, det siger jeg bare. ha!
Måske skulle jeg til at gå lidt i hjernegymnastik og finde et mere "miss usa" emne, som... Paradise hotel - det slog mig lige, hvad skete der for dem og deres rådne "hvis du var statsminister, hvad ville du så ændre?" jeg sad næsten og blev helt ked af det, da jeg hørte deres super ærgelige svar - og hende der ikke engang vidste hvad man kunne, altså hvor er det tragisk. Det er sådan nogle mennesker der er med til at gøre vores samfund så super facistisk og ubegribeligt dårligt. Skatten sank, sammen med den klump spyt de havde i munden, da de ikke kunne synke dybere. Sørgeligt, og så klager de over at der ikke er penge nok til diverse ting og sagde - klart nok idioter altså, hvor tror i pengene kommer fra? Jeg starter et Peter Pan samfund snart og så skal de se hvordan man kan handle it - selvmodsigelse, im living for it, og helst på kanten. Det er det jeg gør aller bedst. Ja.
Hvor kom vi fra? at jeg skulle opsamle mit liv, eller måske ikke helt, men det sidste stykke tid.. Nu gik jeg i stå igen. Det samme gjorde min musik, men gang i musikken og så er der gang i mig igen. Fik jeg nævnt, eller bare listet ind, at jeg har fri i morgen? - bare for at være super uinteressant, jeg skal hente Mette på gymnasiet, og med bussen, ja den bus man næsten troede ikke fandes. Ubegribeligt hvor dyrt det er blevet at køre med offentlig transport, en busbillet, eller mangel på samme, er super overvurderet, du betaler hvad - 17 kroner for et stykke papir, hvis du overhovedet gør det og så kan du glæde dig over at du - ja hvad kan du glæde dig over at du gjorde? betalte det samme som du havde gjort i bil for det lille stykke du skulle? folks, nu taler jeg (næsten) af erfaring, og høje priser er ikke lige frem the edge for at få folk til at cruise i en svedlugtende, klimaforvirret og endda rygefri bus eller tog for den sags skyld, når de kunne køre, endda med mere optimale omgivelser - ikke fordi jeg opfordre til det, kun lidt, eller nej. Man skal tænke på miljøet, ja og jeg er på et sidespor lige nu og taster mange bogstaver og mellemrum sammen og prøver at få en sammenhæng, uden held - jeg stopper her..
og jeg fik ikke rigitg noget ud af det. Men måske mere end dig?
Se ikke engang dét emne kan jeg komme godt fra start med, altså. Verden er ikke så lys som skærmen er for tiden. Mit hovede snurre og jeg er super anspændt, eller faktisk ikke mere, ikke lige nu. Men det var jeg, for to søndage siden (eller var det sidste søndag?). Jeg viser gerne mine fustrationer, så lad mig gengive min blog (den uofficielle af slagsen);
"Det er officielt den mest emorige søndag, i mit forvirrede hovede. Jeg kan ikke noget, jeg kan ikke konverserer med mennesker og jeg kan ikke trække vejret, men jeg kan tænke, og jeg gør det. Jeg tænker så meget, at jeg føler en form for sindsyghed på øverste. Jeg er sur på mig selv, også lidt på andre, men det stammer nok også fra mine egne sure opstød.Jeg ved faktisk ikke engang om jeg er sur, men en ting kan jeg slå fast med sikkerhed, forvirret med kraft på F, ja det er jeg. Det er jeg faktisk altid, men ikke så meget som jeg er lige nu, på dette tidspunkt. Det som sker der oppe, i det smukke, fangende og utrolig uforklarelige sted, dér burde alt handle om mig, det eneste sted hvor jeg virkelig ønsker alt skulle handle om mig. Det sted er slet ikke klar endnu, selvom jeg er - mere end nogensinde før. Jeg er super klar. Men hvor er vejen til stedet? Jeg vil finde vejen, og gøre det på min måde, så stedet er åbent og klar til at fokuserer på mig. Det giver måske mening, et sted.. dét sted. Ud over mine utrolig store fustrationer, var weekenden rar, og jeg har vågnet af mig selv tidligt hver morgen. Men ja, rar weekend, og lad os slutte der og sige tak. mhm."
- Sad but true, jeg havde nogle små fustrationer der skulle ud. Men ambivalente følelser, fra folk man ikke helt kender, men gerne ville komme til.. de gør en sådan, bare så i ved det. ha
Jeg har forresten fundet sangen over dem alle, sådan i overdrivelsens verden, den er fantastisk smuk og jeg er vild med den; "I cant do the talk like they talk on tvAnd I cant do a love song like the way its meant to beI cant do everything but Id do anything for youI cant do anything except be in love with you" . Ej men hvor er det altså smukt sagt Mark, det giver jeg dig! Kudos til min storebror for at åbne musik scenen for mig, og give mig cder med hans musik til samtlige af mine fødselsdage de sidste... 7 år, næsten. Men hey, kudos kalle, kudos!
Når vi nu er i den vilde åbenbarings verden, kan jeg ligeså godt komme med et udbrud skråstreg en confession, og det er at jeg her med er blevet appelsinjuice-on-the-rocks-aholic. mhm, nøj hvor gør det altså meget ved et glas appelsinjuice at der er isterningerne, man bruger munden på en helt anden måde, til at drikke med altså. Hvor er det bare godt tænkt, ja!
Den der ambivalente følelse af varm og kold der sådan blandes, når juicen altså ikke har været på køl, men er helt nykøbt og hyldevarm. ha.
Noget der kan gøre mig noget så utilpads og aggressiv (hvilket ligger i mine gener at være, åbenbart) er at jeg ikke kan tåle kaffe, og slet ikke før klokken 12 på en tømmermænds morgen med tom mave, når din brors venner serverer døds kaffen, den seriøse af slagsen, lige før det bliver en 7 dobbelt expresso, dén kaffe er en hård negl at sluge (eller hvad man siger), og den giver dig et seriøst, og til dels fatalt koffein chok. Jeg rystede og måtte tvinge min shaky body ud i køkkenet og lave græsk salat, for det er åbenbart det eneste man, som veganer, kan få i en kød facistisk lejlighed. hmf.
Nu går mine fustrationer automatisk over på facebook, hvilket har mange sider af en sort og dyster - og meget fustrerende sag; for det første, hvordan kan det lade sig gøre, at facebook er mere omtalt end tsunamien, da den poppede toppen af poppen? (rim og remser, vi elsker det) og for det andet, hvornår ser vi anden udgave af den super asociale knap "Mia Flicka Pipaluk Højtved, kan godt lide dette" - nej, stop nu! hurtigt, det er super ærgeligt, som om internettet ikke er asocialt nok i forvejen, nu skal man ikke engang bruge 0,40 sekunder på at skrive "own nok alligevel", nu trykker du på en knap, og så kan personen sidde dér og vide du syntes om det. Wow, ligegyldigt alligevel, det siger jeg bare. ha!
Måske skulle jeg til at gå lidt i hjernegymnastik og finde et mere "miss usa" emne, som... Paradise hotel - det slog mig lige, hvad skete der for dem og deres rådne "hvis du var statsminister, hvad ville du så ændre?" jeg sad næsten og blev helt ked af det, da jeg hørte deres super ærgelige svar - og hende der ikke engang vidste hvad man kunne, altså hvor er det tragisk. Det er sådan nogle mennesker der er med til at gøre vores samfund så super facistisk og ubegribeligt dårligt. Skatten sank, sammen med den klump spyt de havde i munden, da de ikke kunne synke dybere. Sørgeligt, og så klager de over at der ikke er penge nok til diverse ting og sagde - klart nok idioter altså, hvor tror i pengene kommer fra? Jeg starter et Peter Pan samfund snart og så skal de se hvordan man kan handle it - selvmodsigelse, im living for it, og helst på kanten. Det er det jeg gør aller bedst. Ja.
Hvor kom vi fra? at jeg skulle opsamle mit liv, eller måske ikke helt, men det sidste stykke tid.. Nu gik jeg i stå igen. Det samme gjorde min musik, men gang i musikken og så er der gang i mig igen. Fik jeg nævnt, eller bare listet ind, at jeg har fri i morgen? - bare for at være super uinteressant, jeg skal hente Mette på gymnasiet, og med bussen, ja den bus man næsten troede ikke fandes. Ubegribeligt hvor dyrt det er blevet at køre med offentlig transport, en busbillet, eller mangel på samme, er super overvurderet, du betaler hvad - 17 kroner for et stykke papir, hvis du overhovedet gør det og så kan du glæde dig over at du - ja hvad kan du glæde dig over at du gjorde? betalte det samme som du havde gjort i bil for det lille stykke du skulle? folks, nu taler jeg (næsten) af erfaring, og høje priser er ikke lige frem the edge for at få folk til at cruise i en svedlugtende, klimaforvirret og endda rygefri bus eller tog for den sags skyld, når de kunne køre, endda med mere optimale omgivelser - ikke fordi jeg opfordre til det, kun lidt, eller nej. Man skal tænke på miljøet, ja og jeg er på et sidespor lige nu og taster mange bogstaver og mellemrum sammen og prøver at få en sammenhæng, uden held - jeg stopper her..
og jeg fik ikke rigitg noget ud af det. Men måske mere end dig?
Abonner på:
Opslag (Atom)
