Hvor ligger Lykken?

Så har man hørt dét med, man forelsker sig fordi man er deprimeret, og fordi man vil have en der kan glæde sig. Hvis du var selvtilfreds og glad, ville chancen for at forelske dig være noget nær ueksisterende. Det er sørgeligt, tanken.

Kvinde menneske, jeg savner noget, det er ikke dig. Det er mere dét noget, omkring dig. For der er ikke noget ved dig jeg kan savne. Det er ikke det værd. Måske er der noget jeg kan savne ved dig, som øjne, mund, hænder og duft - men hvor er hjertet og hvor er følelsen og trygheden, det jeg burde savne, det findes ikke, ikke i mit savn - for du gav mig aldrig muligheden for at nå så langt, du smed mig af på vej mod lykken, det sted jeg aldrig har besøgt. Mange har været der, de sagde det var noget så simpelt som at sætte sig i en bil med familien, og vupti man var i Lykken. Efter en uge, forlod man stedet - hvad fik man ud af det? En uge i Lykken med familien, i fuld klarhed om, at den skulle forlades igen. Jeg har opgivet at besøge Lykken, jeg ville ikke kunne finde derhen, og jeg har ingen bil. To gode nok grunde. Hvorfor opleve lykken når du ikke kan være sikker på at beholde den, eller blive der. Hvad end lykken er, tiltrækker den mig ikke, ikke mere.
Men du gjorde, mere end du troede - mere end jeg troede. Forfærdeligt som du kunne snyde mig, magen til ambivalente følelser skal man lede længe efter, men jeg var den heldige person der fandt dem - uden bil, forældre eller Lykken. Måske var det en lektie, til mig selv. Du var måske fristelsen, der skulle give mig hvad jeg selv giver folk - håb. Et ynkelig håb, om at det var dig der skulle køre mig til Lykken, hvor vi skulle stille telt op, have bål og sove primitivt og finde kærlighed i Lykken - derfor aldrig forlade stedet igen. Men du snød mig, var jeg for naiv? - Ér jeg for naiv? Overreagerer jeg? - bare en smule.
Du viste mig en ny side af mig selv, en mere kærlig side. Men tro ikke du kan snørrer mig om din lillefinger, den er jeg færdig med at flette, frøken. Jeg prøver at være ligeglad. Men tro ikke at der går en dag uden dit navn har vist sig i mit indre. Du er der når jeg vågner til jeg går i seng. Du er der når jeg laver mad, køre i tog, drømmer, selv når jeg er i bad. Det nytter ikke noget, for vi er for forskellige. Vi kunne umuligt finde dét. Hvor simpelt det end lyder - bare at finde den manglende brik, så finder vi den ikke - du finder den ikke, jeg har fundet den, men du ved det ikke, og du må aldrig vide det. Mit puslespil er lagt og ødelagt, nu er brikken forsvundet igen, og det hele er din skyld, pige.
Forelskelse - en lang deprission, godt jeg aldrig har været forelsket. Jeg har bare været opslugt. Er det en løgn? Kan man være opslugt i måneder, for du er ikke den første der sparker mig bagover, og opsluger mig. Hvordan kan i gøre det, de ord - eller mangel på samme, sparker mig omkuld, og intet er kraftigt nok til at rejse mig op fra mit fald, ikke andet end tid.
Lykken.. Hvor ligger det sted? - jeg vil finde det, besøge det, for så at forlade det igen, og se om det var hele oplevelsen værd. Hvis jeg finder det, hvem skal hjælpe mig på vildspor næste gang?
Im so naive.