..

Hans blik blev sløret i det hans hjerterytme blev svagere. Trykken for hans bryst tog til. Han havde aldrig følt så kraftig en smerte. Åndenød. Menneskerne omkring ham gyngede. Han gyngede. Venstre arm dunkede. Hans knæ blev svage og de knækkede sammen under ham. Panik. Flokken omkring ham lignede en forvokset myretue, det kunne han skimte. Sort. Han forsvandt stille. Hans sind blev sløret og han kunne føle klumpen i maven blive større. Han frøs. Det gik op for ham at han måske aldrig ville se dem igen; Mor, far, søskende. Hans kone og to børn. Det var hans sidste tanker før han så det skarpe lys. Et kraftigt hvidt lys og en dame stod bøjet overham. Alt var så hvidt og skinnende. Hvidt tøj. En mand kom til syne. Ansigterne. De stirrede alvorligt på ham. Han huskede intet, hvordan var han endt der? Hans tanker fløj tilbage til da han lå med åben skjorte midt på den store plads, med armene ud til siden og benene løftet op mod en pæl. Han kunne se sig selv ligge der. Oppefra. Var det ham? Smerte, kunne man mærke smerte i himlen? Han prøvede forgæves at flytte på sin krop. Damen over ham lukkede hans øjne i, men han kunne stadig se hende. Hendes skygge forsvandt. Nu var der kun det skarpe lys. Noget rørte hans ene storetå. En sløjfe blev bundet og hans båre flyttede sig. Han kunne kun se loftet. Lampe, loft, lampe, loft. Lange gange, mennesker gik forbi og kiggede medlident på ham. Han forstod det ikke. Han kunne føle og se, men ingen reagerede. Han blev drejet fra til et lille rum. Hvidt. Mennesker han kendte stod samlet omkring ham, hvorfor græd de? Var de ikke glade for at se ham. Han ville række sin arm ud mod sin ene datter, men intet skete. Hun vendte sig grædende om i moderens farm. Alle græd. Pludselig løftede konen hans hånd, hun kyssede den og bevægede sine læber, men ingen lyd kom ud. Først der, gik det op for ham hvor stille der var. Alle græd tavse, der var ingen lyd når deres munde bevægede sig. Han blev bange. Han ville råbe at de ikke måtte gøre det mod ham. Men ingen reagerede. Hvorfor?En læge kom til syne over ham, hun lagde et hvidt lagen på hans krop. Over ansigtet. Han ville græde, men det kunne han ikke. Hvorfor kunne han intet? Hvad var der sket? Hvorfor gjorde folk ikke noget. Det sidste han mærkede var en hånd på hans arm. Så kom kulden, så mørket. Han lå der i kulden og rystede. Deres næste møde var i kirken. Han var endelig kommet ud af fangeskabet, uviden om hvad det næste, der ville ske var. Kirken. Folk i sort. Tårer. Lydløst. Graven. Det var håbløst at få det stoppet. Han var hjælpeløs, og alene. Han ville ønske der var en til at gøre ham rolig. Hvis bare folk vidste hvad han gik igemmen, alene.

...

Hendes krop dirrede af frygt og adrenalin. Det blodige sted dunkede. En kraftig smerte spredte sig, som hendes ben havde gjort for under en halv time siden. Den var ulidelig, smerten. Tågen fra hendes mund blandede sig med den fugtige luft ved søen. Hun forsøgte at få de små shorts lukket med hendes frosne hænder. Hendes kræfter var forsvundet. Smerten blev værre og værre. Hun krøllede sig sammen. Hver gang hun lukkede øjnene så hun ham. Hun kunne stadig mærke hans hænder. Hver muskel i hendes krop var spændt. Hun holdte sine ben ind til sig. Med neglende prøvede hun at få smerten andre steder hen. Uden held. Tankerne fløj gennem hendes hovede. Hvor blev de andre af? Hvad skete der? Hun prøver forgæves at huske den sidste time. Den sidste time som teenager. Hun bed tænderne sammen og skreg alt hvad hun kunne. Hun lå der. Alene på en bar plet i skovbunden, ved siden af den dampende sø, hvor månen spejlede sit narcisistiske ydre.Hun prøvede at sætte sig op. Blodet strammede på hendes lår. Størknet blod. Smerte. Hendes øjenlåg var trætte. Hun kunne ikke holde dem åbne mere. Kun når hun lukkede dem, fik hendes indre billeder øjnene til at stå vidt åbne igen. De brændte. Hun blinkede og tårene fik frit løb. Der var ikke mere i hende. Hun var ligeglad. Der var kun et stort tomt hul i hende. Ikke andet. Var det sådan det skulle føles at blive 18? Det de voksne kaldte ansvarlig - kaldte hun for helvede.