...

Hendes krop dirrede af frygt og adrenalin. Det blodige sted dunkede. En kraftig smerte spredte sig, som hendes ben havde gjort for under en halv time siden. Den var ulidelig, smerten. Tågen fra hendes mund blandede sig med den fugtige luft ved søen. Hun forsøgte at få de små shorts lukket med hendes frosne hænder. Hendes kræfter var forsvundet. Smerten blev værre og værre. Hun krøllede sig sammen. Hver gang hun lukkede øjnene så hun ham. Hun kunne stadig mærke hans hænder. Hver muskel i hendes krop var spændt. Hun holdte sine ben ind til sig. Med neglende prøvede hun at få smerten andre steder hen. Uden held. Tankerne fløj gennem hendes hovede. Hvor blev de andre af? Hvad skete der? Hun prøver forgæves at huske den sidste time. Den sidste time som teenager. Hun bed tænderne sammen og skreg alt hvad hun kunne. Hun lå der. Alene på en bar plet i skovbunden, ved siden af den dampende sø, hvor månen spejlede sit narcisistiske ydre.Hun prøvede at sætte sig op. Blodet strammede på hendes lår. Størknet blod. Smerte. Hendes øjenlåg var trætte. Hun kunne ikke holde dem åbne mere. Kun når hun lukkede dem, fik hendes indre billeder øjnene til at stå vidt åbne igen. De brændte. Hun blinkede og tårene fik frit løb. Der var ikke mere i hende. Hun var ligeglad. Der var kun et stort tomt hul i hende. Ikke andet. Var det sådan det skulle føles at blive 18? Det de voksne kaldte ansvarlig - kaldte hun for helvede.