..

Du kommer når jeg mindst venter dig. Sniger dig bagfra, giver mig det velkendte, ubehagelige sug i maven, kramper min hjerne, blokerer min vejrtrækning, trækker alt farve ud af mit skind. Jeg lever med dig selvom det føles som om du tager livet fra mig. Hvergang tager du noget, min evne til at føle mig fri, føle mig ung og føle mig glad, tryg.. Mig!
Hvor jeg mødte dig, husker jeg kun meget svagt. Hvad var det du gjorde, da jeg valgte helt uprovokeret at tage ja-hatten på og vel mødte med banner og flag. Jeg vil af med dig igen, du får mig til at rådne, du ved det jo.
Jeg har prøvet at tegne dig, analysere dig, prøver du at hjælpe mig et sted hen? I så fald er det den forkerte vej, den vej skal jeg ikke.
Forsvind!
Når jeg lader blikket glide på dig, ser jeg døden. Du skal gå nu, vi er færdige sammen fru angst.

br0nx luv

I hope you will agree, when i say the numbers 143
And i say this my sun, because truely it's 831.

fingerbabies

Det er helt forkert. Systemet. Jeg forstår ikke hvordan et land kan have en holdning til nogle mennesker, som kun gør det rigtige for dem selv. Hvordan kan de tillade sig at fratage mennesker, det mest naturlige i hele verden - kærligheden for et andet menneske. Fordi det menneske har samme køn som én selv, eller fordi det andet menneske ikke føler sig tilpads som Frederikke, men som Frederik.

Der bliver prædiket om menneskerettigheder på den ene og anden måde. Men når det kommer til noget så simpelt som retten til at elske en person af samme køn, bliver det hele så forkert. Giv mig en grund til at det er forbudt. Giv mig et argument for hvorfor Laura og Maja ikke må få lov til at adoptere et barn, mens Karsten og Lone kommer højerer op på ventelisten. Det er navne. Det er køn. Hvorfor må Laura og Maja ikke blive gift i kirken, når Karsten og Lone, der ikke tror på Gud eller kristendommens andre forskruede fantasi væsner, er mere end velkommende i kirken. Hvor kommer det fra, at to af samme køn, som finder sammen, ikke er raske i hovedet og ikke kan forsørge et barn ordenligt? Det er fanatisk, altså.

Det er meget muligt, at det er lovligt fra regeringens side i Danmark at Laura og Maja går ned ad gaden med flettede fingre. Men det ændre ikke på at der bliver sendt blikke og tænkt tanker, mere end hvis Karsten og Lone gjorde det.

Men så er det jo godt at i dag, den 17 Marts 2009, blev det vedtaget at homoseksuelle må adoptere. Jeg ved ikke om jeg skal takke, eller tage det som en selvfølge. Jeg vælger det sidste, for egentlig har jeg intet at takke vores regering for.

..

Dit ansigt er printet bag min pande. Jeg er angst. Du har røvet dele af min frihed. Men var det ikke det du ville? Var din plan i virkeligheden ikke, at få mig ude af den? Ville du mig egentlig noget godt? Dine hensigter var jo tydelige. Din forpulede idiot. Hvor er mennesket bag din kyniske facade - der er intet menneske bag dig. Du er syg!
Den by jeg kaldte min by, tog du fra mig. Nu er det din by. Jeg har ikke noget at gøre der mere. Jeg er bange for at færdes på gaden. Jeg kigger konstant efter dig. Hvis du er der vil jeg væk. Jeg vil aldrig se dit ansigt mere! Du skal forsvinde fra jordens overflade. Langt væk. Længere. Jeg hader dig. Jeg direkte hader dig. Så længe du lever, vil jeg leve i rædsel. Jeg forstår ikke hvordan du kan leve med dig selv. Hvordan du kunne gøre det mod et andet menneske. Jeg ville dig kun godt. Jeg prøvede at snakke med dig om dine problemer. Det eneste du fortalte mig var at du ville dræbe mig, og alle jeg kendte. Ikke ligefrem måden at vise forelskelse på. For det var du vel, du var forelsket i mig. Måske nærmere besat af mig. Fuck dig! Fuck dig! Kan du forstå det? Mit had til dig er så enormt, din lille forbande...
Jeg har lyst til at vise dig hvor meget du har ødelagt mig inden i, men jeg håber at du er klar over hvad du har gjort. At du ved det var forkert, og at du har svært ved at leve med tanken om det du gjorde mod mig. Lad din (manglede) samvittighed æde dig op indefra. Langsomt. Smertefuldt og brutalt. Lad din samvittighed vise hvilke fatale ødelæggelser du har gjort mig. Jeg er rasende. Rasende over du tog min by fra mig. Det sted hvor jeg følte mig så tryg og sikker - og glad! Jeg var villig til at dele med dig, ikke mere. Aldrig!
Du tog min fremtid fra mig. Mine drømme og ønsker ligger i ruiner, men jeg har fundet en flugt vej, og den er langt væk fra dig. Men Danmark er lille, og det er stadig for tæt på. Dine opkald, dine trusler og dine forfølgelser var det mindste, men at blande min familie ind i det var dråben. Kan du forstå det? Jeg var så bange. Bange for hvad du ville gøre mig... og dem.
Du er langt ude. Langt ude siger jeg dig.
Jeg håber dig intet godt. Tænk at jeg overhovedet brugte tid af mit liv på at skrive om dig, for du fortjener det ikke.

..

Jeg har intet fornuftigt at sige, igen et problem. Ret underligt når man tænker på hvor mange tanker der strømmer gennem mit hovede for tiden; er jeg ikke en god ven, glemmer folk hvad venskab betyder - eller er det mig der glemmer at pleje det? Er livet kun til for at leve i et spørgsmål om hvornår man finder sig selv, og er facit på én selv er døden, for det er vel først dér man finder ud af hvem man i virkeligheden er - eller var.

Jeg tror at svaret på de fleste af mine spørgsmål er det samme; glem det! Jeg skal bare glemme alle mine uopklarede mysterier og fustrationer og leve mit liv, og så skal det nok falde på plads. Men det er svært, meget svært.

Hvor er mine grænser? Jeg tror jeg tabte dem sammen med et selvværd og mit ego. De ligger et sted tilbage i tiden, men kan det passe jeg skal gå den lange vej, 17 år, tilbage i tiden for at finde det og samle det hele op for så at leve igen? - egentlig ikke hvad jeg finder mest tiltrækkende lige nu, overhovedet!
Jeg sidder vel lidt og håber på der pludselig skulle komme en person forbi, som samlede det op da jeg tabte det, og nu kun venter på at jeg stopper op i min rasende fart frem og kigger tilbage. Ser dig, men jeg gør det ikke, for jeg kan ikke se ud over min mur, som jeg så fint har fået opbygget.
Jeg sidder fast i et bur af selvmillidenhed og mindreværds komplekser for ikke at tale om alt den egoisme der et eller andet sted også ligger der, den negative af slagsen. Hvorfor prøver jeg så hårdt at bryde væggen foran mig ned, hvor de eneste der står er dem jeg ikke kender, endnu. Hvorfor banker jeg ikke den bagerste væg ned og ser alle jer, fantastiske mennesker, der har gjort mig til den jeg er i dag - fordi jeg ikke kan? Det må være løgn igen. For det kan jeg, alt er muligt, hvis bare man har viljen, men er det fordi jeg ikke vil? Jeg tvivler, for det er det jo tydeligvis. Men jeg er bange, jeg er bange for at i har glemt mig, eller at i ikke vil mig mere, så jeg søger andre flugtveje.
I siderne står de folk der altid vil følge mig, og som føler jeg tager dem for givet, dem jeg ikke behøver at pleje - for hey, i er der jo altid for mig, men snart ikke mere, for nu længere frem jeg kommer nu mere går i i stå, og finder ud af jeg tager jer for givet, ikke fordi jeg vil det, for helvede! Jeg elsker jer, og i må forstå der er noget der ikke er sat ordenligt sammen i mit hovede, der er et puslespil jeg har samlet forkert. Undskyld!
Jeg prøver så hårdt jeg kan at få det fixet så i ikke skal føle jer spildt, for det er i ikke!
Jeg er mundlam nu, og har ikke mere at sige andet end at jeg prøver at banke de rigtige vægge ned fra nu af, tilgiv mig..