112

Ring efter ambulancen, for nu er du her igen. Apopleksi. Kom så hurtigt, ramte så rigtigt, for mig så forkert. Det er ikke til at styre og hvorfor du rammer er ikke til at besvare. Men du gjorde det. Symptomerne er ikke til at tage fejl af: Lammelse, talebesvær, forståelsesproblemer. Du lammer mig, du stopper mig, du får mig til at gøre underlige ting. Åreforkalkninger starter oftest
i 20års alderen, men mit begyndte et år før.
At din venstre arm dunkede af smerte fandt jeg hurtigt ud af. Du faldt fra, besvimede mentalt. Da indså du – da indså jeg, at der var tale om akut myokardieinfarkt. Jeg gjorde hvad jeg kunne, jeg gav dig sågar nitroglycerin, men lige lidt hjalp det, dit bryst krampede videre.
Jeg har lyst til at synge kvalmende, ynkelige kærlighedssange, jeg har lyst til at smide alt over bord og løbe jorden rundt, jeg har lyst til at danse mig til månen, hvis bare det kunne få din opmærksomhed i min retning igen. Gjorde jeg det forkert? Var mit forsøg på førstehjælp en fejl? Jeg gjorde det jo egentlig kun for at hjælpe og ikke fordi jeg forventede at du ville smide alt du havde i hænderne, for at hjælpe mig, selvom det måske er hvad jeg har brug for, hjælp - og fra dig. Verbal hjælp. Amor må have været fuld da han skød sin pil efter os, for det var kun mig han ramte - igen, pathetic. Elsker, elsker ikke, elsker sent, elsker aldrig.

Forbudte tanker, forbudte steder.

Det er som negle der borer sig under min hud, revner mine blodåre og lader blodet fosse. Der er ingen blod. Det dunker, det er kun dig der gør det, os. I morgen måske en ny. Du kan få det til at starte ved et enkelt blik. Berører mig med en fjer på forbudte steder. Hvis det var forbudt, skulle du fængsles. I min radiator, hvor kun jeg havde nøglerne. Slugt og gemt i min mavesæk. Du kommer aldrig fri. Riv mig til jeg bløder og skriger. Jeg ved du kan og jeg fortryder det ikke. Vores rytmer skal få dagen til at forsvinde i natten, som skal forsvinde i intet. Sitren og fødder der vrider sig, vrid med mig, varieret.
Giv mig en ilt maske, for min dioxygen forsvinder ud i en ligegyldig CO2 tåge. Min lungeventilation må være på 2 liter luft og den vokser. Ligesom dig og dine forbudte steder. Nu er det ligemeget hvad der kommer i fjernsynetog hvem der har ringet for 6. gang i træk. Det er en tango for to og den må aldrig stoppe.
Gåsehud efterfulgt af krampe. Jeg mærker hvordan mine negle presser på din dryppende hud. Som barberblade går de direkte gennem din hud, og den våde overflade blev nu til en blanding
af blod og væske. Fyld mig, fyld mig ud og lad mig føle det er det eneste du vil. Pin mig verbalt. Hvor længe, hvornår og hvor har endnu ikke stejfet mig.
Det eneste jeg ved er at vi er her. Med forbudte tanker, på forbudte steder.