på livets landevej

Før kunne man rejse sig og følge efter folk til de forsvandt i horisonten. Uden at kigge sig tilbage, forsvandt de med baglygterne fra en lastbil. Alene gik turen tilbage, tilbage til gyngestolen på verandaen, midt i ingenting. Hvor folk kom i stimer - nogle gange én, andre gange flere - flere heste blev det kaldt.
Der kommer bare den dag, hvor det hele vender 180 grader, hvor jorden drejer den modsatte vej, hvor Pluto igen bliver en planet, hvor man tæller ned fra 10 og ender på en, en fødsel, der bliver til et barns vej ind i moderens skød og får hendes mave til at blive mindre og mindre for til sidst at komme ud som en sædklat, der burde være endt på et lagen. Det er den dag man har rejst sig for sidste gang, den dag man indser at den ensomme tur bliver for lang, for hård, for uoverskuelig. Ingen reaktioner fra de folk du smider dine salte tåre efter, giver dine sidste hårdt tjente penge - for at dække dit enorme misbrug af lim, til dit faldefærdige hjerte, du engang gav væk, en jul, fandt et nyt i en genbrug og blev bildt ind at det stadig var intakt - de folk lyver imens de fryder sig over at se endnu en ensom sidde med et fuldstændig gennemtæsket hjerte, alene i en gyngestol, se længslen og desperationen vokse i øjnene, imens håbet visner. En skønne dag... Men nej, ingen dag føles skøn mere. Det er det samme, rådne lorte liv, uden tegn på ændring. Kun hvis frygten og ensomheden tager et skridt frem og to tilbage, kan dagen betragtes som nogenlunde mindeværdig.
Hvad er grunden? Er motivet hævn? Er det fordi jeg dyrker en hobby hvor jeg ikke samler på frimærker? Er det fordi Jeg aldrig har haft respekt for Abraham, Muhammed og Jesus? Er det fordi jeg tør sige at karma er en bitch? Eller er det fordi jeg vælger forkert? Fordi jeg tager "onsdag"s underbukser på en fredag og går i søndagsskole en tirsdag? Fordi jeg kan tænke at jeg elsker mit liv og skåle med en gin og tonic? - ingen ved det.
Måske en skønne dag, vil vores hjerne være udviklet nok og jeg vil kunne besvare spørgsmålene. Måske når mit hjerte slår de sidste slag og ikke kan banke mere, for alt det arvæv, der har samlet sig i det, måske den skønne skønne dag kommer, måske ikke. Tiden vil vise og måske folk gør det samme, reder en fra det hele, men næste vinter bliver det en anden.