..

Jeg har intet fornuftigt at sige, igen et problem. Ret underligt når man tænker på hvor mange tanker der strømmer gennem mit hovede for tiden; er jeg ikke en god ven, glemmer folk hvad venskab betyder - eller er det mig der glemmer at pleje det? Er livet kun til for at leve i et spørgsmål om hvornår man finder sig selv, og er facit på én selv er døden, for det er vel først dér man finder ud af hvem man i virkeligheden er - eller var.

Jeg tror at svaret på de fleste af mine spørgsmål er det samme; glem det! Jeg skal bare glemme alle mine uopklarede mysterier og fustrationer og leve mit liv, og så skal det nok falde på plads. Men det er svært, meget svært.

Hvor er mine grænser? Jeg tror jeg tabte dem sammen med et selvværd og mit ego. De ligger et sted tilbage i tiden, men kan det passe jeg skal gå den lange vej, 17 år, tilbage i tiden for at finde det og samle det hele op for så at leve igen? - egentlig ikke hvad jeg finder mest tiltrækkende lige nu, overhovedet!
Jeg sidder vel lidt og håber på der pludselig skulle komme en person forbi, som samlede det op da jeg tabte det, og nu kun venter på at jeg stopper op i min rasende fart frem og kigger tilbage. Ser dig, men jeg gør det ikke, for jeg kan ikke se ud over min mur, som jeg så fint har fået opbygget.
Jeg sidder fast i et bur af selvmillidenhed og mindreværds komplekser for ikke at tale om alt den egoisme der et eller andet sted også ligger der, den negative af slagsen. Hvorfor prøver jeg så hårdt at bryde væggen foran mig ned, hvor de eneste der står er dem jeg ikke kender, endnu. Hvorfor banker jeg ikke den bagerste væg ned og ser alle jer, fantastiske mennesker, der har gjort mig til den jeg er i dag - fordi jeg ikke kan? Det må være løgn igen. For det kan jeg, alt er muligt, hvis bare man har viljen, men er det fordi jeg ikke vil? Jeg tvivler, for det er det jo tydeligvis. Men jeg er bange, jeg er bange for at i har glemt mig, eller at i ikke vil mig mere, så jeg søger andre flugtveje.
I siderne står de folk der altid vil følge mig, og som føler jeg tager dem for givet, dem jeg ikke behøver at pleje - for hey, i er der jo altid for mig, men snart ikke mere, for nu længere frem jeg kommer nu mere går i i stå, og finder ud af jeg tager jer for givet, ikke fordi jeg vil det, for helvede! Jeg elsker jer, og i må forstå der er noget der ikke er sat ordenligt sammen i mit hovede, der er et puslespil jeg har samlet forkert. Undskyld!
Jeg prøver så hårdt jeg kan at få det fixet så i ikke skal føle jer spildt, for det er i ikke!
Jeg er mundlam nu, og har ikke mere at sige andet end at jeg prøver at banke de rigtige vægge ned fra nu af, tilgiv mig..