De sidste sekunder, de sidste ord. De afspilles igen og igen efter man er styrtet.
Det eneste man har at holde fast i. De eneste svar, man har for at løse gåden. Livets gåde. Hvorfor går det galt, og hvad var det sidste, der blev sagt inden eksplosionen. De sidste sekunder og de sidste ord indtil alt forsvinder ud af hænderne på en. Man leder i skroget til boxen dukker op, og man spiller båndet igen og igen. Laver en rekonstruktion, ser det for sig i digitale billeder. Søger svar fra tidligere uheld, tidligere hjertestop.
Det er ikke sikkert svaret dukker op til at begynde med, men det er der. Og vi skal tage ved lære. Vi må ikke lade en eneste ulykke passere forbi uden at skrive bag øret, notere hvor fejlen lå. Var det mig? Var det dig? Gik kommunikationen galt? De store fejl er tydelige, det er klart. Men de små fejl kan tage år, flere styrt må til, for at gennemskue hvilken skrue, der skal skiftes. I dig eller i mig. Eller i skroget, det som holder os på plads, holder os flyvende. Mod nye skyer, horisonter, smil, gråd og år.
Forhåbentlig er vi sikre, det føles sådan - indtil klokken lyser rødt. Man er aldrig forberedt på det fatale styrt.
Folk står klar, de vil gribe dig hvis det er muligt. De vil vende hver en sten for at finde den sidste brik til din knuste krop, dit knuste hjerte.
Glem aldrig hvad de gjorde og hvad de vil gøre.
Glem aldrig hvem de er!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar